Mine oldeforældre Rasmus Nielsen og Jensine Rasmussen
Beretningen om Rasmus Nielsen (*22.09.1843 - †11.09.1911) og Jensine Rasmussen (*23.11.1861 - †15.12.1952), som er forældre til min morfar Jens Rønde Nielsen. Rasmus Nielsen ernærede sig som landpost på Kolind-egnen.
Rasmus' unge år
Rasmus bliver født den 22. september 1843 i Thorsager, Thorsager sogn, Øster Lisbjerg herred, Randers amt.
Rasmus er søn af væver Niels Jørgensen og Sigfreddine Jensdatter. Niels er født den 3. december 1799 i Thorsager og dør den 7. januar 1871 også i Thorsager. Sigfreddine er født den 11. maj 1806 i Skarresø sogn og dør den 4. december 1880 i Thorsager.
Rasmus vokser op i et hus i Thorsager. Han har fire storebrødre, to lillebrødre og en lillesøster.
Jensines unge år
Jensine bliver født den 23. november 1861 i Følle, Bregnet sogn, Øster Lisbjerg herred, Randers amt. Hun bliver døbt i Bregnet kirke den 16. marts 1862.
Jensine er datter af indsidder Rasmus Marcussen og Birthe Kirstine Jensdatter. Rasmus er født den 24. oktober 1836 i Maarup, Nødager sogn, Djurs Sønder herred, Randers amt. Birthe Kirstine er født den 3. november 1836 i Følle, Bregnet sogn, Øster Lisbjerg herred, Randers amt.
Jensine vokser op i Følle sammen med sine to storesøstre;
- Karen, født omkring 1857 i Følle, Bregnet sogn
- Ane Marie, født 20. oktober 1860 i Følle, Bregnet sogn
Ægteskabet
Jeg har ikke kendskab til hvordan og hvornår Rasmus og Jensine møder hinanden, men de bliver gift, bosætter sig i Kolind og får i alt ni børn;
- Jens Rønde Nielsen
- Sofus Nielsen
- Kirstine Nielsen
- Rasmus Nielsen - blev kun kaldt for Ras
- Marie Nielsen
- Karl Nielsen
- Sigvardt Nielsen
- Margrethe Nielsen
- Karen Nielsen - blev som voksen kun kaldt for bette-Karen
Rasmus ernærer sig som landpost på egnen ved Kolind. På billedet herunder ses han stolt i sin fine uniform.
Rasmus Nielsen i sin postbudsuniform
Rasmus dør i Kolind den 11. september 1911 få dage før sin 68 års fødselsdag.
Efter Rasmus' død bliver Jensine boende i deres hus i Kolind. Den sidste tid tilbringer Jensine på De Gamles Hjem i Kolind, og det er her hun kan fejre sin 90 års fødselsdag i 1951.
Jensine Rasmussens 90 års fødselsdag
Omgivet af sine ni børn
På et tidspunkt bliver Jensine syg og bliver indlagt på sygehuset i Grenå, hvor hun dør den 15. december 1952 - 91 år gammel. Hun bliver begravet på Kolind kirkegård den 20. december, og det er pastor Yde som forestår begravelsen.