Slægtskrøniken

Historien tager sin begyndelse den 4. januar 1898, hvor Jens Rønde Nielsen bliver født i Kolind, som ligger i Kolind sogn, Djurs Sønder herred, Randers amt. Han bliver døbt den 27. februar samme år i Kolind kirke. Han er søn af postbud Rasmus Nielsen (*22.09.1843 - †11.09.1911) og Jensine Rasmussen (*23.11.1861 - †15.12.1952), som i alt får ni børn.

Jens vokser op i Kolind og bliver konfirmeret den 14. april 1912 i Kolind kirke.

Ved første verdenskrigs begyndelse i 1914 meldte Jens sig til session, så han kunne komme til at forsvare fædrelandet. Jeg ved ikke, om han gjorde det på grund af ungdommens vovemod, patriotisme eller fordi hans tre storebrødre Rasmus, Karl og Sigvardt havde meldt sig under fanerne. Jeg ved dog, at han blev afvist, da han kun var 16 år gammel.

Anna Frederikke Vilhelmine Jørgensen er født den 29. april 1898 i Gammel Teglhus, som ligger lige ved Alvad sø i Østenfjeld, Koed sogn, Sønderhald herred, Randers amt. Anna er datter af gårdejer Rasmus Jørgensen (*20.08.1859 - †14.04.1942) og Nielsine Hold (*07.07.1865 - †05.10.1932). Anna voksede op med en streng en mor, som sad i sin kørestol og svingede med stokken for at holde Anna i gang.

Som ung mand får Jens et godt øje til den jævnaldrende Anna.

Den 12. november 1920 blev Jens og Anna viet i Marie Magdalene kirke, Marie Magdalene sogn, Sønderhald herred, Randers amt. På det tidspunkt er de begge 22 år gamle. Brylluppet bliver fejret på Alvadgård, som Annas fødegård hedder nu, og det til trods for, at Jens ikke var særligt vellidt hos sin svigermor. Svigermor Nielsine var en sparsommelig og streng dame, der havde svært ved at acceptere levemanden Jens, som godt kunne lide at bruge penge og få en øl eller to.

Efter giftermålet overtog Jens og Anna et lille landsted i Marienhof ved Ryomgård. Mens de boede i Marienhof, fik de sønnerne Harry Rønde Nielsen den 27. januar 1924 og Herman Rønde Nielsen den 16. april 1926.

På et tidspunkt flytter de til Ryomgård, hvor de bor til leje i en lille lejlighed. Her bliver Egon Rønde Nielsen født den 16. marts 1929. Efter sigende skulle Herman ved Egons fødsel have udbrudt; "Han ligner en rødbede". Senere synes Herman, at det er synd, at Egon ikke har nogen tænder, så han går til den lokale købmand (sikkert med storebror Harry) for at købe nogle tænder til lillebror.

Med overtagelse pr. 1. november køber de den 19. oktober 1929 Annas fødegård Alvadgård (tidligere Gl.Teglhus) af hendes forældre for den nette sum af 30.000 kroner. Gården var på ca. 96-97 tdr. land.

Af skødet fremgår bl.a. følgende: "...Underskrevne Gaardejer Rasmus Jørgensen, Kærende, vedstaar herved at have solgt og overdraget til Gaardejer Jens Rønde Nielsen, sammesteds, den mig tilhørende Ejendom Matr. Nr. 7a, Kærende, Koed Sogn, af Hartkorn 4 Skp. 0 Fdk. 2 3/4 Alb. med rette Tilliggende og paastaaende Bygninger med disses grund-, mur-, søm- og nagelfaste Tilbehør, derunder Kakkelovne, Komfur og Grubekedel. Der medfølger al Besætning, alle Avlsredskaber, Avl og Afgrøde af enhver Art samt Brændsel og Høns. Der medfølger i det hele taget alt Tilbehør til Ejendommen af levende og dødt med Undtagelse af 12 store Svin, som sælger fratager imod til Gengæld at indsætte 10 Smaagrise paa ca. 6 Uger..."

På Alvadgård får Jens og Anna yderligere to børn; min mor Lissy Sine Rønde Nielsen den 18. oktober 1931 og Eigil Nielsen den 7. juli 1934.

De drev Annas fødegård i en årrække. Under 2. verdenskrig stoppede importen af udenlandsk kul, hvorfor der blev en stor efterspørgsel på tørv og brunkul som brændsel. I denne periode fabrikerede Jens og Anna også tørv.

De leverede bl.a. tørv til dampvæveriet i Grenaa, hvor de fik betaling i stof, som de kunne bruge til sengelinned og tøj. De leverede også tørv til bryggeriet Thor i Randers, hvor de ud over penge også modtog betaling i form af øl, hvilket jeg er sikker på, at bedstefar synes var en fantastisk handel.

Et år lejede de også noget af tørvemosen ud til et konsortium bestående af murermester Sigvardt Andersen (Grenaa), Ove Kjær (Grenaa), malermester Mozart Sørensen (Homå) m.fl.. Udlejningsprisen var ca. 20-25.000 kr., hvilket var virkelig mange penge den gang under 2. verdenskrig.

Inden Jens og sønnerne skulle ud og arbejde i markerne og tørvemosen var det vigtigt med et solidt morgenmåltid. Ofte var det datteren Lissy som stod for det. Først skulle hun malke den magre gemytlige ko kaldet Slingreben, hvorefter hun tilberedte davren (den tidligere morgenmad), som bestod af rugbrødsstykker serveret i en dyb tallerken med salt og varm mælk ovenpå. Det var vigtigt at mælken først kom på til allersidst, ellers kunne det godt blive en meget slimet fornøjelse. Måltidet blev afsluttet med en kop varm kaffe.

Billedet herover er fra omkring 1945, og viser meget godt, hvor slidsomt arbejdet i tørvemosen var. På billedet er en dreng i færd med at vende tørvene, som senere skal stakkes i klynger. Kilde: Hogager bogen .

Tyskerne var strenge og beslaglagde alt hvad de kunne komme i nærheden af. Jens og Anna måtte fx skjule deres heste i en dyb mergelgrav for at sikre, at tyskerne ikke fandt dem. Der var også mangel på mange ting, og det var ikke unormalt, at de måtte sy tøj af stof fra faldskærme eller af selvbindergarn.

Under 2. verdenskrig kom Jens' patriotisme igen til udtryk, da de ydede husly til modstandsmanden maskinarbejder Jørn Filskov-Christensen fra Hobro. Jørn er født på Adelgade 47 i Hobro den 24. februar 1925, og er søn af landinspektør Johannes Filskov-Christensen (*29.03.1893 - †10.05.1978). Jørn var medlem af FDF Hobro og AtletikClubben af 1942 (AC.42) - han var altså en aktiv ung mand, og måske er det derfor han gik ind i modstandsbevægelsen. Han var tilknyttet militærgruppen i undergrundshærens Region I (Nordjylland), Hobro Sektion, Hobro Distrikt. Denne gruppe var en sabotagegruppe under ledelse af ingeniør Martin Nielsen . Det er denne gruppe, der omkring 1942-43 saboterer vulkanisør E. V. Mortensens virksomhed på Havnegade i Hobro, da han var tyskervenlig. Mortensen var i øvrigt formand for AC.42. Det er også denne gruppe, som bliver modtagergruppe i forbindelse med at Hobro i efteråret 1944 overtager nedkastningshovedkvarteret fra Ålborg.

Undergrundshæren

Undergrundshæren var organiseret geografisk i regioner og distrikter. Inden for hvert distrikt var styrken inddelt traditionelt militært i kompagnier, delinger og grupper, og disse betegnelser indgår normalt i enheden navn. En militærgruppe omfatter dem, der var tilknyttet undergrundshæren i de såkaldte ventegrupper, som skulle træde i aktion i forbindelse med en allieret indrykning i Danmark. Man skal være klar over, at modstandsbevægelsen frem til 1943 bestod af relativt få mennesker. Den store rekruttering fandt først sted fra 1944, da man på opfordring af englænderne begyndte opbygningen af en undergrundshær, de såkaldte ventegrupper, som først skulle træde i aktion, når det kom til kamphandlinger i Danmark. Sådanne kamphandlinger kom det aldrig til, fordi tyskerne overgav sig uden kamp d. 5. maj 1945. Derfor kom nogle grupper først i aktion efter befrielsen med vagttjeneste, arrestationer osv. Til gengæld betyder ordet 'ventegruppe' ikke, at grupperne blot ventede. De skulle lære sig at bruge våben og sabotageudstyr, og mange lavede også aktioner som et led i 'træningen'. Hvis et familiemedlem har fortalt om deltagelse i en sabotage, kan man altså ikke regne med, at vedkommende så har været sabotør i fx BOPA eller Holger Danske . Det kan godt være, at han var tilknyttet en ventegruppe som ikke var tilfreds med blot at vente.

Om Jørn har haft en finger med i ovennævnte aktiviteter ved jeg ikke. Jeg ved dog, at tyske razziaer i december 1944 og igen i februar 1945 tvang mange modstandsfolk under jorden og til at forlade Hobro. Dette fik også konsekvens for Jørn, der ved sin søster Linas bryllupsfest den 29. december 1944 i Hobro måtte "gå under jorden" og flygte ud ad vinduet.

Kontakten til Jens blev skabt via Carl Otto Drasbæk, som var bogholder i Nimtofte filialen af Banken for Grenaa og Omegn. Filialen havde til huse i lokaler i hotellet på torvet, og var det eneste pengeinstitut i Nimtofte i 1944. Filialen havde to ugentlige kontordage, og havde derfor ikke nogen egentlig afdelingsdirektør - det var derimod personale fra bankens hovedsæde på torvet i Grenaa, som betjente kunderne i Nimtofte. Det kunne være bogholder Aug. Bischoff, som døde i 1948 - og så altså Carl Otto Drasbæk, der startede som elev i banken i 1922.

Carl Otto Drasbæk er ikke registreret som aktiv i modstandsbevægelsen. Det er dog værd at bemærke, at bogholder Bischoff fungerede som kvartervært for modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig. Det samme gjorde bankens adm. direktør N. C. Bisgaard. Det er derfor meget sandsynligt, at det var Bischoff eller Bisgaard, som var den egentlige "mellemmand". I efteråret 1944 var Bisgaard i øvrigt med til at danne Frihedsrådets lokalkomité i Grenaa sammen med dyrlæge E. Dyekjær (formand), læge Per Laursen, maskinarbejder Alfred Rasmussen, direktør Henrik Rosenvinge og tandlæge Gunnar Sloth.

A) Bager Rafn, B) Otto Rafn, C) hotelejer Hougaard, Kolind, D) N. Skovbjerg, E) købmand Siig,
F) slagtermester Lysgaard, G) Holger Jensen, H) skomager Valdemar Pedersen, I) hotelejer Viggo Hansen,
J) karetmager Johs, Christensen, K) Jens Rønde Nielsen, L) C.O. Drasbæk, M) smedemester Larsen.

På billedet herover fra omkring 1945 sidder Jens ved siden af Drasbæk fra banken, hvilket dokumenterer at Jens og Carl Otto Drasbæk kendte hinanden. Jeg ved desværre ikke hvor og ved hvilken lejlighed billedet er taget.

Børnene omtalte altid Jørn Filskov-Christensen som fætter Erik Nielsen, så tyskerne ikke skulle fatte mistanke. En Børgesen, som arbejdede i tørvemosen hos Jens, fattede dog mistanke og truede med at anmelde Jens til tyskerne - det blev heldigvis aldrig til noget, da befrielsen kom Børgesen i forkøbet. Jørn blev på Alvadgård frem til befrielsen den 5. maj 1945, hvor han var med til at knække flagstængerne hos de tyskvenlige familier og klippe håret af de såkaldte tyskerpiger.

Ved Jens og Annas sølvbryllup den 12. november 1945 modtog de en lagkagekniv i tretårnet sølv i gave af Jørn Filskov-Christensen som tak for hjælpen under krigen.

Stående fra venstre: Lissy, Herman, svigerdatter Yrsa, Harry, Eigil og Egon
Siddende: Anna og Jens

Jens og Anna bliver efterhånden trætte af det slidsomme liv på Alvadgård, så den 15. april 1951 køber de Trustrup Hotel af Mads Rygaard, som kun havde haft hotellet i et halvt års tid. Mads etablerede senere Rygaards vognmandsforretning i Grenaa.

Trustrup Hotel, 3. oktober 1953

Hotellet blev oprindeligt indviet i 1941 og var opført af Carl Marius Elmelund, som inden da havde ejet Trustrup Gæstgivergaard, der nedbrændte i 1939. Det var Carl Elmelund, som i 1950 havde solgt hotellet til Mads Rygaard.

Trustrup Hotel

I Elmelunds tid blev Trustrup Biograf startet af skomagermester Otto Møller, Trustrup. Filmene blev vist på hotellet, hvor der blev indrettet operatørrum i et værelse oppe på første sal, og nede i salen blev der ophængt et stort biograflærred, som kunne hæves op under loftet, når der ikke blev vist film. Der blev kun vist film i biografen én gang om ugen, højst to gange. Da Otto Møller rejste fra byen, blev biografen overtaget af en mand, som vist hed Bonde, men det lykkedes ikke rigtig for ham, så efter ham overtog hotellet selv driften af biografen, men det var efter Jens og Annas tid. Biografen kørte til engang i sidste halvdel af 1960'erne.

Fra venstre: datteren Lissy, Jens, en tjenestepige, Anna og Jens' søster bette-Karen

Anna arbejdede i køkkenet og min mor Lissy arbejdede som servitrice. Min far Erik kom ofte i krostuen på hotellet, og det var her mine forældre mødte hinanden. Jens og Anna driver hotellet frem til 1957, hvor de sælger det til skibsreder Louis Bjerremand Grau.

Sigrid og Lissy på trappen ved hotellet

På billedet herover ses Lissy Sine Rønde Nielsen til højre og hendes kusine Sigrid Jørgensen. De holder en velfortjent øl-pause på bagtrappen til hotellet.

Efter at have solgt hotellet bor de til leje hos vognmand Jensen på Stationsgade i Trustrup. I den periode, hvor de bor til leje hos vognmand Jensen, køber de Obdrup mølle. Den oprindelige vindmølle var revet ned på det tidspunkt, men de malede stadigvæk korn for landmændene i området. Nu blev mølleværket i stedet for vind drevet af en petroleumsmotor. Jens og Anna boede ikke selv på møllen, det gjorde i stedet sønnen Herman, som også stod for den daglige drift af møllen. Det var også i denne periode, at de begge i 1958 kunne fejre deres 60 års fødselsdage.

Annas 60 års fødselsdag

Så er det tid til at prøve noget nyt igen. Jens og Anna sælger Obdrup mølle til en tæppegrossist, og i slutning af 1950'erne køber de Centralhotellet i Søndergade 24 i Hadsten.

Centralhotellet i Hadsten

Centralhotellet var på det tidspunkt et velrenommeret hotel, som oprindeligt var etableret i 1913 under navnet "Bruuns Café".

Køkkenet på Centralhotellet
Fra venstre mormor Anna, Elly Mouritsen, ukendt
og servitrice Alice Marie Hedegaard

Hadsten havde en meget aktiv klub, kaldet Landboklubben, som arrangerede kroballer (eller koballer, som de blev kaldt i folkemunde) og underholdning i topklasse med tidens største kunstnere. Hadsten Kro lå i Søndergade 34 og Centralhotellet lå (og ligger stadig) i Søndergade 24, men Landboklubbens arrangementer tilgodeså begge etablissementer, hvilket også fremgår af annoncen herunder. Det var meget udbredt, at man kunne komme til begge arrangementer på samme billet.

Annonce i Hadsten & Omegns Folkeblad, 1959

Der var andre foreninger end Landboklubben, som benyttede sig af centralhotellets lokaler. H.G. Fodboldafdeling arrangerede fx kæmpe ande- og flæskespil.

Annonce i Hadsten & Omegns Folkeblad, oktober 1960

På grund af Annas svigtende helbred kunne de desværre kun drive hotellet i nogle få år. I 1961 sælger de hotellet til restauratør Niels Christensen, som overtager det fredag den 30. juni 1961. Jens og Anna er på det tidspunkt 63 år.

Bekendtgørelse i Hadsten & Omegns Folkeblad, fredag den 30. juni 1961

Efter salget af Centralhotellet i Hadsten flytter de til Kærby for at nyde alderdommen og leve af deres folkepension. De bor til leje i en ejendom, som tidligere har været en tømrerforretning tilhørende tømrermester Knudsen.

Efter en kort periode i Kærby flytter de i en lejelejlighed på Stationsgade 8 i Trustrup. Det er lejligheden lige ved siden af datteren Lissy og hendes mand Erik (mine forældre).

Det er i den periode, hvor de bor i lejligheden, at Jens kommer lidt uheldigt afsted med sin kørsel. Ved en ubevogtet baneoverskæring ved Kærby kører han fx ind i en pæl for at undgå at ramme toget. Og ved Fuglsø kro kører han i sin store Wolseley ind i en fuld svensker. Jens steg ud af bilen og begyndte at skælde svenskeren ud, men de var vist en del uenige om, hvem der havde skylden, så svenskeren ringede til politiet. Det hele endte med, at Jens mistede sit kørekort og kom 10 dage i arrest i Grenaa for spirituskørsel. Jens fik aldrig sit kørekort igen.

De bor i nogle få år på Stationsgade inden de køber Million-Pedersens ejendom beliggende Århusvej 220, som er lige ved siden af Trustrup hotel. Ejendommen er oprindeligt opført til polakker, som kom til Djursland for at dyrke roer. De giver ca. 17.000 kr. for ejendommen med indbo. De solgte løbende ud af indboet. De solgte fx et guldbronceret ur i glaskuppel til el-installatør Leif Kjær for til gengæld at få nye el-installationer i hele huset.

Anna dør pludselig den 26. september 1966 - dagen efter min barnedåb - da hun var på vej hjem fra et fødselsdagsselskab. Hun blev 68 år. Begravelsen fandt sted fredag den 30. september fra Albøge kirke kl. 13, derfra til Trustrup kirkegård.

Efter mange år alene i huset flytter Jens i en lille lejlighed hos Pølse-Pedersen i Skolegade i Trustrup. Det var her han boede, da han kunne fejre sin 80 års fødselsdag i 1978.

Senere flytter han i en lejlighed ved Grenå havn. Han kan dog ikke blive ved med at klare sig selv, så efter en kort periode i Grenå kommer han på Lyngby Plejehjem.

Om aftenen fredag den 24. april 1981 blev Jens dræbt under en DSB-bus ved godsbanegården i Grenå. Selvom vi er sidst i april var det en råkold aften med sneen fygende om ørerne. Jens var ude og gå, og gik bag om busserne på godsbanegården. Dette var en fatal fejl. For en bus - hvor chaufføren ikke havde en chance for at se ham - bakkede ind i ham.

Jens blev 83 år.