Danmark i midten af 1600-tallet
Med god hjælp fra kirkebøger og folketællinger, er det muligt for de fleste at spore sine aner tilbage til midten af 1600-tallet. For mange slægtsforskere er det derfor meget interessant at vide, hvordan det var at leve i Danmark på den tid. Perioden op til midten af 1600-tallet var en tid med store forandringer i Danmark, som også prægede landbefolkningens dagligdag.
Lad os skrue tiden tilbage...
Tiden efter Reformationen i 1536 frem til enevældens indførelse i 1660 omtales ofte som 'adelsvælden', fordi det var en periode, hvor adelen havde stor politisk og økonomisk magt, og fordi der ikke var andre væsentlige politiske magtgrupper end adel og konge. Betegnelsen overskygger dog, at perioden i mindst lige så høj grad var præget af en stadig stærkere kongemagt, og perioden slutter med, at adelen mistede sin magt ved enevældens indførelse i 1660 med stærk støtte fra den danske lutherske kirke.
Centralt for perioden står også de mange krige mod især arvefjenden Sverige. Gennem første halvdel af 1600-tallet blev Sverige stadig stærkere, og perioden ender med en dansk katastrofe, hvor de tabte krige til Sverige i 1658-1660 betød, at det danske rige mistede alle provinser øst for Øresund – undtagen Bornholm. Danmark måtte således afstå Skåne, Blekinge og den norske provins Bohuslen, og den midlertidige afståelse af Halland blev gjort permanent. Sverige havde på bare 15 år taget solide bidder af Norge og Danmark, og de grænser, der dermed opstod, gælder endnu.
Riget var meget tæt på at være bankerot. Der var store udgifter til lejehærene, som førte krigen fra dansk side, og fremmede hære havde hærget landet og krævet forsyninger direkte af lokalbefolkningen.
Teologisk var den danske kirke – som havde støttet indførelsen af enevælden – præget af ortodoksi i 1600-tallet. Det betød, at den værnede strengt om den rene og rette lære. Det var afgørende, at den kristne troede på de autoriserede læresætninger og udtryk og levede i overensstemmelse med dem. Hvis ikke, måtte der gøres bod – pønitence var det kirkelige ord herfor. Det var vigtigt, da de ulykker, der overgik landet i denne periode, blev opfattet som Guds straf. Den kunne kun afværges med bod og bøn og bekæmpelse af al synd.
Ejendomsstruktur
Vi befinder os altså i en tid, hvor landet er udpint og økonomisk hårdt trængt efter krigene med Sverige. Der er indført enevælde, og man forventer at befolkningen strengt følger de kristne læresætninger.
Pebringegården, FrilandsmuseetI denne tid boede landbefolkningen fortrinsvis i landsbyer spredt ud over landet. De var adskilt af de dyrkede marker. Uden om dem lå de store overdrev med græs, hede og småbevoksning inden den næste by. Der lå også enkelte enestegårde for sig selv. Forskellen mellem landsbyerne var, om de havde en kirke og dermed var kirkeby i sognet, så de havde en bosiddende præst og degn. Men fælles for alle landsbyer var, at beboerne på gårdene og i husene ikke selv ejede deres jord – de var fæstere.
Ejendomsstrukturen i Danmark bestod af et tæt net af godser, der hver bestod af en hovedgård/herregård og en kreds af underliggende fæstegårde (som oftes var samlet i landsbyer). Fæstegodset blev administreret fra hovedgården, hvor godsforvalteren skulle holde styr på fæsterne og deres afgifter til godset. De måtte fx betale en afgift, indfæstning, ved fæstets indgåelse og en årlig landgilde til godsejeren og yde hoveriarbejde på hovedgårdens marker til gengæld for lejen af godsejerens ejendom.
Godsejerne var omhyggelige med at undgå indblanding fra de offentlige myndigheder i udøvelsen af deres private ejendomsret. Derfor påtog de sig gerne de forskellige offentlige administrative opgaver på kongens vegne.
De få selvejere (2% af befolkningen), der ikke hørte under et gods, indbetalte selv skatten til amtstuen – det stedlige skattekontor.
Efter præsten og degnen var gårdmændene de øverste i landsbyen. Derefter kom husmændene, som kunne have lidt jord at dyrke og et par husdyr eller blot en ko og et par får, som græssede på grøftekanter og på fællesarealerne. Husmændene havde som regel også et landsbyhåndværk at leve af og gik på dagleje, med mindre de var aftægtsfolk fra deres tidligere fæstegård. Rundt i husene sad der folk til leje som inderster. Blandt dem kunne der være stakler, der nød almisse fra sognet. Værre stod det til for hjemløse tiggere, der gik rundt fra hus til hus – eller fra sogn til sogn.
En herregård kunne eje hele landsbyen, eller denne kunne være delt mellem flere herregårde. Uanset ejendomsforholdene havde landsbyen sit eget fælles indre liv. Hver fæstebonde drev sin fæstejord med tjenestefolk og daglejere. Landsbyens jordfordeling med de mange lange og smalle strimler kilede ind imellem hinanden nødvendiggjorde en fælles driftsform, hvor påbegyndelsen af årets arbejder nøje blev aftalt, så bønderne ødelagde mindst mulig for hinanden.
Reglerne for landsbyens fællesskab var nedfældet i dens vider og vedtægter. Som regel indeholdt de bestemmelser for samarbejdet, hvordan ledelsen med oldermanden i spidsen blev valgt, og hvilke sanktioner der fulgte af at overtræde bestemmelserne om markdrift og dyrenes græsning. Beslutningerne blev truffet på grandestævnet, hvortil landsbyens bønder og husmænd med jord havde adgang, men ikke dem uden jord og da slet ikke inderster, selvom de nok havde interesse i græsningsrettighedernes fordeling.
Der var således et betydeligt selvstyre i landsbyerne, som godsejeren ikke blandede sig i. Konflikter inden for landsbyen mellem naboerne blev som regel i første omgang løst på grandestævnet. Derfor kan grandestævnet betragtes som første instans i landets retsvæsen.
Dagliglivet i by og på land
Dagliglivet under den ældre enevælde 1660-1748 var forskellig for en adelsmand, en borger og en fæstebonde.
Hvis adelsmanden var rig, kunne han leve et luksuriøst liv i hovedstaden eller på sine godser. Adelsstanden indebar, at han skulle leve op til nogle standarder i klædedragt og indbo. Sølvtøj, kunst og bøger hørte til i hans hjem. Han skulle deltage i koncerter og teaterforestillinger – også for at lade sig se og møde de rigtige mennesker. Han skulle gå på visitter og invitere til selskaber. Havde han en herregård, opholdt han sig ofte her om sommeren for at nyde jagten og landlivets glæder. Om vinteren var han gerne i hovedstaden – også for at være i kongens og regeringens nærhed. Han måtte høre nyt og ikke miste indflydelse.
Trods denne travlhed kunne adelsmanden godt interessere sig for driften af sit gods. Bevarede breve viser, at godsforvalterne måtte spørge om store og små ting i forbindelse med driften og fæsterne på godset. Adelsmandens tilværelse kostede penge. For at opretholde den nødvendige standard og for at sikre sine børn en god og kosmopolitisk uddannelse måtte han tjene mange penge – og det gjorde ikke nødvendigvis alle adelige.
I købstaden levede det øverste lag af borgere efter købmands– og håndværkslavenes faste normer. Der var faste skikke for optagelsen i lavet, for hvilken skænk (gave) man skulle give, hvordan laden – lavets pengekasse – skulle flyttes fra en oldermand til den næste, osv. Disse begivenheder gav anledning til fester. Der var bestemte regler for, hvem der kunne optages i et lav. Det var nødvendigt for at opretholde lavets anseelse. Det var klart, at den nye lavsbroder, måtte være ægtefødt og af ærlige forældre. Alle disse problemer havde daglejeren og tjenestekarlen ikke.
På landet var tilværelsen bygget op omkring husstanden i gårdene eller i husene. Fæstebonden var gårdens overhoved og sad for enden af bordet ved dagens måltider. Hans navn stod på fæstebrevet, kontrakten med godset, men gården kunne ikke klares uden en kone. Hun sørgede for huset og dagens måltider. Der var mange måltider: Davren om morgenen med smørrebrød og snaps, frokost midt på formiddagen med øllebrød og saltet sild, middagsmåltid altid med grød, klokken 5 om eftermiddagen vesperkost med smørrebrød, og så kom aftensmåltidet eller nadveren kl. 9 om aftenen med de samme retter som middagsmaden. Også dyrenes pasning og en række af markarbejderne hørte med til hendes og pigernes pligter.
Der var nok at gøre for kvinderne, men rengøringen var heller ikke efter vores standard. Vi har beretninger om, at høns og ænder hørte til i stuen under bænken. Det gjorde hunden og katten selvfølgelig også. Alle husstandens medlemmer sov i faste alkover i den samme stue – og oppe under loftet stod mælken i store fade og trak fløde! Hvis der var store børn i familien, klarede man sig uden fremmed hjælp. Men hvis de var for små, måtte man have en karl og en pige til hjælp. Børnene startede med at hjælpe til som 4–5 årige, det var deres forberedelse til voksenlivet. Var der ikke arbejde hjemme, kom de ud at tjene allerede som 8–9 årige. Lønnen var da kosten og måske et par træsko. Tjenestefolk var ikke tyende hele deres liv. Det var en uddannelsestid, hvor de forberedte sig på at overtage en fæstegård.
Arbejdslivet er altid blevet fremstillet som strengt slid fra morgen til langt ud på aftenen. Det optog dagen – men vi skal huske, at det ikke var samme arbejdstempo, som vi kender. Der var altid tid til fest og leg. Når karlene og pigerne var på hoveri på hovedgårdens marker, gik det lystigt til. Der var talrige anledninger til gilder: Når markerne var tilsået, når høet var slået, når det var kørt ind osv. De unge var både i by og på land organiseret i ungdomsgilder, der skulle sørge for, at tilværelsen også blev festlig for de unge. Selvfølgelig var der også sorg og ulykker i menneskelivet under den ældre enevælde, hvor f.eks. børnedødeligheden var høj i alle samfundslag.
