Befolkningsvæksten i Danmark

Før 1800 var det livsfarligt overhovedet at blive født. Senere var bedre ernæring, større hygiejne og mindre brændevin med til at forøge antallet af danskere. Her kan du kort læse historien om, hvordan og hvorfor, befolkningen voksede.

En gang i fortiden må Danmark jo have været folketomt, men langsomt befolket, først med dyr, så med mennesker, der kunne leve af dyrene.

Omkring år 1200 havde landet fået ca. 800.000 indbyggere, men en klimaforværring med følgende pest og hunger fra ca. 1300 fik indbyggertallet til at synke til ca. 600.000, for så igen at stige langsomt efter år 1500. Men der skulle gå mere end tre århundrede derfra, før landets befolkning nåede op over én million personer inden for den nuværende landegrænse. Fra 1850 gik det til gengæld stærkt - på de følgende 150 år femdobledes antallet af danskere. Det skyldtes ikke så meget, at der fødtes flere børn - snarere tværtimod - men for en stor del, at levealderen steg.

Bedre ernæring, mere renlighed og mindre brændevin gjorde, at folk nåede at blive over 50-60 år, som før var et almindeligt gennemsnit. Kvinder bliver altid ældre end mænd, til gengæld er dødeligheden for pigebørn større end for drenge. Antallet af dødsfald svingede meget fra år til år før i tiden, fordi epidemier, f.eks. kolera eller kopper, kunne rydde voldsomt ud blandt de ældre - så slemt, at der nogle år døde flere mennesker end der blev født.

Kigger man på antal fødte og døde gennem de sidste 200 år, er det påfaldende, at der fra omkring 1885 - vore tipoldeforældres tid - fødtes stadig færre børn - familieplanlægningens og præventionens tid var kommet, først i byerne, senere også ude på landet. Børneflokken var ikke mere en indtægtskilde, der tidligt kunne sendes ud og tjene penge til familien.

Der skete et voldsomt fald i fødsler efter Første Verdenskrig. Det var de år, da Thit Jensen og dr. J.H. Leunbach rejste rundt og prædikede om, at nu skulle kvinderne selv bestemme over deres livmoder.

Under besættelsen 1940-45 steg fødslerne dog igen - man hyggede sig under mørkelægningen - men i 1970erne kom et nyt fald i fødslerne med p-pillens fremkomst. Årene omkring 1984 blev epokegørende i befolkningsudviklingen, for i de år døde der flere i Danmark end der fødtes, også fordi dødeligheden var svagt stigende - velfærdsstatens stresssygdomme viste sig. Befolkningsvæksten ville være standset, hvis vi ikke var begyndt at få en stor indvandring, først af fremmedarbejdere, senere af flygtninge.

Når befolkningen voksede så langsomt før 1800 skyldtes det især, at det var livsfarligt overhovedet at blive født. Omkring en fjerdedel af de nyfødte døde kort efter fødslen, og yderligere døde mange spædbørn inden de nåede at fylde ét år. Denne uhyggelige nærhed af døden i forbindelse med fødsler må have præget tiden og dens livsopfattelse, og gjorde sit til, at mange klyngede sig til kristendommen.

Også høj børnedødelighed hos de kongelige

Det var ikke alene blandt de fattige, at børnedødeligheden var så høj - selv det danske kongehus var offer for børnedødeligheden, trods mange jordemødre og lægers deltagelse.

Kong Frederik 4., der døde 1730, var hårdere ramt end sine undersåtter, for ingen af de seks børn, hans elskede hustru Anne Sofie Reventlow fødte til ham, nåede ud over spædbørnsalderen. Hans farbror, prins Jørgen, der blev "prince regent" i England, oplevede det samme med de 11 børn, han fik med Queen Anne - hver eneste af disse 11 dødsfald i kongefamilien må have været ufattelig smertelige.

Statistikken

Befolkningstilvæksten i Danmark for perioden 1769 til 1991:

illustration
Kilde: 9. januar 2003 © Danmarks Statistik, Statistikbanken.dk